Http://ec.europa.eu/enterpris.007122035528/anx_35528_da.pdf

PRODUKTRESUME
LÆGEMIDLETS NAVN

Aldurazyme 100 E/ml koncentrat til opløsning til infusion.
2.
KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

1 ml indeholder 100 enheder (ca. 0,58 mg) laronidase.
Hvert hætteglas med 5 ml indeholder 500 enheder laronidase.
Den aktive enhed (E) defineres som hydrolysen af én mikromol substrat (4-MUI) pr. minut.
Laronidase er en rekombinant form af human D-L-iduronidase og fremstilles ved hjælp af rekombinant
DNA-teknologi med cellekultur fra hamsterovarier (CHO).
Alle hjælpestoffer er anført under pkt 6.1.
3.
LÆGEMIDDELFORM

Koncentrat til opløsning til infusion.
En klar til let opaliserende og farveløs, lysegul opløsning.
4.
KLINISKE OPLYSNINGER
Terapeutiske indikationer

Aldurazyme er indiceret til langsigtet enzymerstatningsterapi til patienter med en bekræftet diagnose
lydende på Mucopolysaccharidosis I (MPS I; Į-L-iduronidase insufficiens) til behandling af
sygdommens ikke-neurologiske manifestationer (se pkt. 5.1).
4.2
Dosering og indgivelsesmåde

Aldurazyme behandling skal overvåges af en læge med erfaring i behandling af patienter med MPS I
eller andre arvelige metaboliske sygdomme. Indgivelse af Aldurazyme skal udføres i hensigtsmæssige,
kliniske omgivelser, hvor genoplivningsudstyr til akut opståede situationer vil være let tilgængeligt.
Den anbefalede dosering for Aldurazyme er 100 E/kg kropsvægt indgivet én gang om ugen som en
intravenøs infusion. Den indledende infusionshastighed på 2 E/kg/t kan øges i trin for hver 15
minutter, hvis det tåles, til maksimalt 43 E/kg/t. Den samlede mængde bør indgives i løbet af ca. 3-4
timer. Se pkt. 4.4, der indeholder oplysninger om forbehandling, og pkt. 6.6, der indeholder yderligere
anvisninger.
Aldurazymes sikkerhed og virkning hos patienter, der er mere end 65 år, er ikke fastslået, og ingen
dosering kan anbefales til disse patienter.

Aldurazymes sikkerhed og virkning hos patienter med nyre- og leverinsufficiens er ikke vurderet, og
ingen dosering kan anbefales til disse patienter.
4.3
Kontraindikationer
Svær overfølsomhed (f.eks. anafylaktisk reaktion) over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne (se pkt. 4.4 og 4.8). Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Patienter, der behandles med Aldurazyme, kan udvikle infusionsrelaterede reaktioner, der defineres
som enhver relateret, negativ begivenhed, der indtræffer under infusionen eller inden infusionsdagens
afslutning (se pkt. 4.8). Nogle af disse infusionsrelaterede reaktioner kan være alvorlige (se nedenfor).
Patienter, der behandles med Aldurazyme, skal overvåges nøje, og alle tilfælde af infusionsrelaterede
reaktioner, forsinkede reaktioner og eventuelle immunologiske reaktioner skal indberettes.
Antistofstatus skal overvåges jævnligt og indberettes.
Alvorlige, infusionsrelaterede reaktioner er konstateret hos patienter med eksisterende, svære
underliggende tilstande i de øvre luftveje, og disse patienter bør derfor specifikt fortsat overvåges nøje
og kun modtage infusion af Aldurazyme i et hensigtsmæssigt klinisk miljø, hvor genoplivningsudstyr
til brug i nødstilfælde er umiddelbart tilgængeligt.
Patienter med en akut tilgrundliggende sygdom på tidspunktet for infusion med Aldurazyme
forekommer at have større risiko for IAR. Der skal tages nøje hensyn til patientens kliniske status
inden indgivelse af Aldurazyme.
På basis af den kliniske fase 3 undersøgelse forventes næsten alle patienter at udvikle IgG antistoffer
over for laronidase, for det meste inden for 3 måneder efter behandlingens påbegyndelse.
Patienter, der har udviklet antistoffer eller symptomer på IAR skal behandles med forsigtighed ved
indgivelse af Aldurazyme (se pkt. 4.3 og 4.8). I kliniske undersøgelser kunne IAR normalt styres ved
at nedsætte infusionshastigheden og ved at (for)behandle patienten med antihistaminer og/eller
antipyretika (paracetamol eller ibuprofen), hvorved patienten blev i stand til at fortsætte behandlingen.
Da der kun er få erfaringer ved genoptagelse af behandling efter længerevarende afbrydelse, skal der
udvises forsigtighed på grund af den teoretisk forøgede risiko for overfølsomhedsreaktion efter
afbrydelse af behandlingen.
Ved første indgivelse af Aldurazyme eller ved genindgivelse efter afbrydelse af behandlingen
anbefales det, at patienterne får medicinering før behandlingen (antihistaminer og/eller antipyretika)
ca. 60 minutter før infusionens start for at minimere den eventuelle forekomst af infusionsrelaterede
reaktioner. Hvis der er klinisk indikation herfor, bør medicinering før behandling ved efterfølgende
infusioner med Aldurazyme overvejes.
I tilfælde af en mild eller moderat infusionsrelateret reaktion (IAR) skal behandling med
antihistaminer og paracetamol/ibuprofen overvejes og/eller reduktion af infusionshastigheden til
halvdelen af den infusionshastighed, hvor reaktionen optrådte. I tilfælde af en enkelt, svær IAR skal
infusionen afbrydes, til symptomerne er fjernet, og behandling med antihistaminer og
paracetamol/ibuprofen skal overvejes. Infusionen kan genoptages med en reduktion af
infusionshastigheden til 1/2 til 1/4 af den infusionshastighed, hvor reaktionen optrådte.
I tilfælde af en tilbagevendende, moderat IAR eller genudsættelse efter en enkelt, svær IAR skal
forbehandling overvejes (antihistaminer og paracetamol/ibuprofen og/eller kortikosteroider) og en
reduktion af infusionshastigheden til 1/2 til 1/4 af den infusionshastighed, hvor den foregående
reaktion optrådte.
Som for alle intravenøse proteinprodukter er der mulighed for svære allergiske
overfølsomhedsreaktioner. Hvis sådanne reaktioner forekommer, anbefales øjeblikkelig seponering af
Aldurazyme, og hensigtsmæssig lægebehandling bør iværksættes. De aktuelle medicinske standarder
for akut behandling skal overholdes.
Der er ikke gennemført undersøgelser blandt patienter med lever- eller nyreinsufficiens.
4.5
Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion
Der er ikke udført interaktionsundersøgelser. På basis af dets metabolisme er det ikke sandsynligt, at laronidase vil medføre Cytochrome P450-fremkaldte interaktioner.
Aldurazyme bør ikke indgives samtidig med chloroquine eller procaine på grund af en eventuel risiko
for indgriben i den intracellulære optagelse af laronidase.
4.6
Graviditet og amning

Der foreligger ikke tilstrækkelige data om brugen af Aldurazyme hos gravide. Dyreforsøg viser ikke
direkte eller indirekte skadelige virkninger på gravide, fostrets udvikling, fødsel og udviklingen efter
fødslen (se pkt. 5.3). Den potentielle risiko for mennesker er ukendt .
Aldurazyme bør ikke anvendes under graviditet, med mindre det klart er nødvendigt. Laronidase kan
udskilles i mælken. Da der ikke findes nogen data om nyfødte, der udsættes for laronidase via
modermælk, anbefales det at afbryde amning under behandling med Aldurazyme.
4.7
Virkning på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Der er ikke foretaget undersøgelser af virkningen på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene
maskiner.
4.8
Bivirkninger
Størstedelen af de relaterede bivirkninger i de kliniske undersøgelser blev klassificeret som infusionsrelaterede reaktioner (IAR), som opstod for 53% af patienterne i fase 3-undersøgelsen (behandlet i op til 4 år) og for 35% af patienterne i undersøgelsen af patienter under 5 år (op til 1 års behandling). Antallet af disse reaktioner blev reduceret med tiden. Størstedelen af IAR’erne var milde eller moderate i styrke. De hyppigste ADR’er var: hovedpine, kvalme, mavesmerter, udslæt, arthralgi, rygsmerter, smerter i ekstremiteter, flushing, pyrexi, reaktioner på infusionsstedet, forhøjet blodtryk, nedsat iltmætning, takykardi og kulderystelser. Uønskede hændelser, (Adverse Drug Reactions, ADR) der er indberettet under fase 3 undersøgelsen og dennes forlængelse med i alt 45 patienter i alderen 5 år og ældre, der blev behandlet i op til 4 år, er anført nedenfor med anvendelse af følgende frekvenskategorier: (meget almindelig • 1/10; almindelig • 1/100 til <1/10). På grund af patientpopulationens lille størrelse er en ADR, der blev indberettet for en enkelt patient, klassificeret som almindelig. Systemorganklasse
Foretrukken term
Frekvens
iht. MedDRA
iht. MedDRA
angioneurotisk ødem, hævet ansigt, urticaria, pruritus, koldsved, alopeci, hyperhidrosis artropati, arthralgi, rygsmerter, smerter i kulderystelser, følelse af varme, følelse
De fleste ADR’er var milde til moderate i styrke. En enkelt patient, der havde en allerede eksisterende
luftvejslidelse, udviklede en svær reaktion tre timer efter infusionens start (ved behandlingens uge 62)
bestående af urticaria og luftvejsobstruktion, der krævede trakeostomi. Denne patient testedes positiv
for IgE.
Erfaringer efter markedsføringen med infusionsrelaterede reaktioner afslørede regelmæssig
indberetning af tilfælde af pyrexi, kulderystelser og opkastning, for det meste af mild til moderat
intensitet. Desuden oplevede nogle få patienter med tidligere forekomst af svære MPS I-relaterede
tilstande i de øvre luftveje og lunger alvorlige reaktioner, herunder bronkospasmer, respirationsophør
og ansigtsødemer (se pkt. 4.4).
Pædiatrisk population

Uønskede hændelser, der blev indberettet under fase 2 undersøgelsen med i alt 20 patienter i alderen 5
år eller yngre, og hovedsagligt af den alvorlige fænotype, og behandlet med Aldurazyme i op til 12
måneder, er anført nedenfor. De uønskede hændelser var alle milde til moderate i styrke.
Systemorganklasse
Foretrukken term
iht. MedDRA
iht. MedDRA
Frekvens

I et fase 4-forsøg fik 33 MPS I-patienter 1 af 4 dosisregimener: 100 E/kg i.v. hver uge (anbefalet
dosis), 200 E/kg i.v. hver uge, 200 E/kg i.v. hver 2. uge eller eller 300 E/kg i.v. hver 2. uge. Gruppen
på den anbefalede dosis havde det færreste antal patienter, som fik ADR’er og IAR’er. Typen af
IAR’er svarede til den, der blev observeret i andre kliniske forsøg.
Immunogenicitet
Stort set alle patienter udviklede IgG-antistoffer mod laronidase. De fleste patienter serokonverterede
inden for 3 måneder fra påbegyndelse af behandling; dog opstod serokonvertering hos patienter under
5 år, med en mere alvorlig fænotype oftest inden for 1 måned (mean 26 dage mod 45 dage hos
patienter, der er 5 år eller ældre). Ved afslutningen af fase 3-undersøgelsen (eller på tidspunktet for
frafald i undersøgelsen) havde 13/45 patienter ingen påviselige antistoffer ifølge en
radioimmunpræcipitations-analyse (RIP), hvilket omfattede 3 patienter, som aldrig havde
serokonverteret. Patienter, som ikke havde lave antistofniveauer, havde et kraftigt fald i GAG-niveauet
i urin, hvorimod patienter med høje antistoftitre udviste et variabelt fald i GAG-niveauet i urin. Den
kliniske betydning af dette fund kendes ikke, da der ikke var nogen konsekvente forbindelser mellem
IgG-antistofniveauet og de kliniske effekt-endpoints.
Desuden blev 60 patienter i fase 2- og fase 3-undersøgelserne testet for in-vitro neutraliserende
virkning. Fire patienter (tre i fase 3 undersøgelsen og en i fase 2 undersøgelsen) udviste marginal til
lav hæmning in vitro af laronidase-enzymatisk aktivitet, der ikke syntes at påvirke den kliniske effekt
og/eller reduktion af GAG i urinen.
Tilstedeværelsen af antistoffer syntes ikke at være relateret til forekomsten af infusionsrelaterede
reaktioner, selvom reaktionernes indtræden typisk faldt sammen med dannelsen af IgG-antistoffer.
Forekomsten af IgE- antistoffer var ikke fuldt udforsket.
4.9
Overdosering

Der er ikke rapporteret tilfælde af overdosering.

5.
FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.1 Farmakodynamiske egenskaber
Farmakoterapeutisk klassifikation: produkter til fordøjelseskanalen og metabolisme - enzymer.
ATC-kode: A16AB05.
Sygdomme i forbindelse med oplagring af mucopolysakkarid skyldes mangel på de specifikke
lysosomal-enzymer, der er nødvendige for glykosaminoglycanernes (GAG) katabolisme. MPS I er en
heterogen og multisystemisk sygdom, der er karakteriseret ved mangel på D-L-iduronidase, en
lysosomal hydrolase, der katalyserer hydrolysen for terminale D-L-iduroniske rester af dermatan sulfat
og heparan sulfat. Reduceret eller ikke eksisterende D-L-iduronidase aktivitet medfører akkumulation
af GAG, dermatan sulfat og heparan sulfat i mange celletyper og væv.
Baggrunden for enzymerstatningsterapi er at genoprette et niveau for enzym-aktivitet, der er tilstrækkeligt til at hydrolysere det akkumulerede substrat og forhindre yderligere akkumulering. Efter intravenøs infusion tages laronidase hurtigt ud af kredsløbet og optages af cellerne til lysosomer, sandsynligvis via mannose-6 fosfatreceptorer. Renset laronidase er et glykoprotein med en molekylevægt på ca. 83 kD. Laronidase består af 628 aminosyrer efter spaltning af N-terminus. Molekylet indeholder 6 N-tilknyttede oligosakkaride modifikationssteder. Tre kliniske undersøgelser blev udført med henblik på at bestemme effekt og sikkerhed ved anvendelsen af Aldurazyme. Den ene kliniske undersøgelse koncentrerede sig hovedsagelig om at vurdere effekten af Aldurazyme på de systemiske manifestationer af MPS I, f.eks. ringe udholdenhed, restriktiv lungesygdom, obstruktion af de øvre luftveje, nedsat bevægelsesinterval i led, hepatomegali og synsforringelse. En undersøgelse vurderede hovedsagligt sikkerhed og farmakokinetik ved Aldurazyme hos patienter, som er yngre end 5 år, men nogle effektparametre var også inkluderet. Den tredje undersøgelse blev gennemført for at undersøge farmakodynamikken og sikkerheden ved forskellige dosisregimener med Aldurazyme. Til dato findes der ingen kliniske data, der påviser en nyttevirkning på sygdommens neurologiske manifestationer. Sikkerheden og virkningen af Aldurazyme blev vurderet i en randomiseret, dobbelt-blind, placebo-kontrolleret fase 3 undersøgelse med 45 patienter i alderen fra 6 til 43 år. Skønt patienter, der repræsenterede sygdommens fulde spektrum, blev optaget, var de fleste af patienterne i den mellemste fænotype, og kun én patient udviste svær fænotype. Der blev optaget patienter med en FVC (Forced Vital Capacity) på under 80% af den forventede værdi, og som kunne stå i 6 minutter og gå 5 meter. Patienterne modtog enten 100 E/kg. Aldurazyme eller placebo hver uge i 26 uger i alt. De primære virkningsslutpunkter var ændringer i procent for forudset normal FVC og absolut afstand, der blev tilbagelagt i den seks minutters gangtest (6MWT). Alle patienter blev efterfølgende optaget i en open-label forlængelsesundersøgelse, hvor de alle fik 100 E/kg Aldurazyme hver uge i yderligere 3,5 år (182 uger). Efter 26 ugers behandling udviste de patienter, der var behandlet med Aldurazyme, forbedret åndedrætsfunktion og forbedret evne til at gå sammenlignet med placebogruppen og som vist i nedenstående. Fase 3, 26 ugers behandling
- sammenlignet med placebo

Procent forventet
(procentpoint)
6MWT
Den åbne forlængelsesundersøgelse viste forbedring og/eller opretholdelse af disse virkninger i op til 208 uger i gruppen på Aldurazyme/Aldurazyme og 182 uger i gruppen på placebo/Aldurazyme som vist i nedenstående tabel. Aldurazyme/Aldurazyme
Placebo/Aldurazyme
Gennemsnitlig ændring fra baseline inden
behandling
Bevægelsesinterval, skulderfleksion (grader) 1Faldet i procent forventet FVC er ikke klinisk signifikant inden for denne tidsramme, og de absolutte lungevolumina fortsatte med at stige i takt med ændringerne i højden hos pædiatriske patienter i vækst. 2 Begge grupper overskred den mindste klinisk vigtige forskel (-0,24) Ud af de 26 patienter med unormale levervolumina ved baseline inden behandling opnåede 22 (85%) normal leverstørrelse ved undersøgelsens afslutning. Der var en hurtig reduktion i udskillelsen af GAG i urinen (µg/mg kreatinin) inden for de første 4 uger, som blev opretholdt i hele den resterende del af undersøgelsen. GAG-niveauerne i urin faldt med henholdsvis 77% og 66% i gruppen på placebo/Aldurazyme og i gruppen på Aldurazyme/Aldurazyme; ved undersøgelsens afslutning havde en tredjedel af patienterne (15 ud af 45) opnået de normale GAG-niveauer i urin. På grund af uensartethed i manifestationer af sygdommen blandt patienterne var den globale respons med anvendelse af et kombineret endpoint, som opsummerede klinisk signifikante ændringer på tværs af fem effektvariabler (procent forventet normal FVC, 6MWT-distance, bevægelsesinterval for skulderfleksion, AHI og synskarphed), en forbedring hos 26 patienter (58%), ingen ændring hos 10 patienter (22%) og en forværring hos 9 patienter (20%). En et-årig open-label, fase 2 undersøgelse blev udført, som hovedsagligt vurderede sikkerhed og farmakokinetik ved Aldurazyme hos 20 patienter, der var yngre en 5 år ved undersøgelsens begyndelse (16 patienter med den alvorlige fænotype og 4 med den intermediære fænotype). Det var planlagt, at patienterne skulle have ugentlige infusioner af 100 U/kg Aldurazyme i 52 uger. Fire patienter gennemgik dosisstigninger til 200 E/kg i mindst 26 uger som følge af forhøjede GAG-niveauer i urinen ved uge 22. 18 patienter fuldførte undersøgelsen. Aldurazyme blev tolereret godt i begge doseringer. Det gennemsnitlige GAG-niveau i urin faldt med 50% ved uge 13 og var reduceret med 61% ved undersøgelsens afslutning. Ved undersøgelsens afslutning udviste alle patienter reduceret leverstørrelse, og 50% (9/18) havde normal leverstørrelse. Andelen af patienter med mild venstre ventrikulær hypertrofi faldt fra 53% (10/19) til 17% (3/18), og den gennemsnitlige venstre ventrikulære masse, normaliseret for legemsoverfladeareal, faldt med 0,9 Z-score (n=17). Adskillige patienter udviste en stigning i højde (n=7) og vægt (n=3) for alders-Z-score. De yngre patienter med den alvorlige fænotype (< 2,5 år) og alle 4 patienter med den intermediære fænotype udviste normal mental udviklingsrate, hvorimod de ældre patienter med en alvorlig fænotype kun udviste begrænset eller ingen udvikling i kognition. Et fase 4-forsøg blev gennemført for at undersøge de farmakodynamiske effekter på GAG-niveauerne i urin, levervolumen og 6MWT ved forskellige dosisregimener med Aldurazyme. I dette 26-ugers åbent forsøg fik 33 MPS I-patienter 1 af 4 dosisregimener med Aldurazyme: 100 E/kg i.v. hver uge (anbefalet dosis), 200 E/kg i.v. hver uge, 200 E/kg i.v. hver 2. uge eller 300 E/kg i.v. hver 2. uge. Der blev ikke påvist nogen definitiv fordel med de højere doser i forhold til den anbefalede dosis. Regimenet på 200 E/kg i.v. hver 2. uge kan være et accceptabelt alternativ for patienter, som har problemer med at få infusioner hver uge. Der er dog intet bevis for, at den langsigtede kliniske effekt af disse to dosisregimener er ens. Dette lægemiddel er godkendt under ”særlige omstændigheder”. Det betyder, at det ikke har været muligt at opnå fuldstændig dokumentation for dette lægemiddel fordi det drejer sig om en sjælden sygdom. Det europæiske Lægemiddelagentur (EMEA) vurderer hvert år ny information vedrørende produkter,
og produktresuméet vil om nødvendigt blive opdateret.
5.2
Farmakokinetiske egenskaber
Efter intravenøs indgivelse af laronidase med en infusionstid på 240 minutter og ved en dosis på 100 E/kg kropsvægt blev de farmakokinetiske egenskaber målt ved ugerne 1, 12 og 26. Parameter
Infusion 1
Infusion 12
Infusion 26
Gnsn. ± SD
Gnsn. ± SD
Gnsn. ± SD
Cmax (U/ml)
AUCf (h•E/ml)
CL (ml/min/kg)
Vz (l/kg)
Vss (l/kg)

Cmax udviste en stigning over tid. Den distribuerede mængde faldt ved fortsat behandling, muligvis på
grund af dannelse af antistoffer og/eller faldende levervolumen. Den farmakokinetiske profil hos
patienter yngre end 5 år var sammenlignelig med den hos ældre og mindre alvorligt afficerede
patienter.
Laronidase er et protein og forventes at blive nedbrudt metabolsk via peptid hydrolyse. Derfor ventes
svækket leverfunktion ikke at påvirke laronidases farmakokinetik på nogen klinisk signifikant måde.
Renal elimination af laronidase anses for at være en mindre betydelig clearance bane (se pkt. 4.2).
5.3
Prækliniske sikkerhedsdata

De prækliniske data viser ingen særlige risiko for mennesker vurderet ud fra konventionelle
undersøgelser af sikkerhedsfarmakologi, enkeltdosis toksicitet, toksicitet efter gentagne doser og
reproduktionstoksicitet . Genotoksiske og carcinogene egenskaber forventes ikke.

6.
FARMACEUTISKE OPLYSNINGER
Hjælpestoffer

Natriumklorid
Natriumfosfat, monobasisk, monohydrat
Natriumfosfat, dibasisk, heptahydrat
Polysorbat 80
Vand til injektioner
6.2
Uforligeligheder

Da der ikke foreligger undersøgelser vedrørende eventuelle uforligeligheder, bør dette præparat ikke
blandes med andre præparater.
end dem, der er anført under pkt. 6.6.
6.3
Opbevaringstid
Uåbnede hætteglas: 3 år Fortyndede opløsninger: Ud fra mikrobiologiske sikkerhedshensyn bør dette produkt anvendes med det samme. Hvis det ikke
anvendes med det samme, bør det ikke opbevares mere end 24 timer ved 2qC - 8qC, forudsat at
fortynding er sket under kontrollerede og validerede, aseptiske betingelser.
6.4
Særlige opbevaringsforhold

Opbevares i køleskab (ved 2qC – 8qC)
Opbevaringsforhold for det fortyndede lægemiddel, se pkt. 6.3.
6.5
Emballagetype og pakningsstørrelser

5 ml koncentrat til opløsning i hætteglas (type I glas) med prop (silikoniseret klorobutyl-gummi) og en
forsegling (aluminium) med aftagelig hætte (polypropylen).
Pakningsstørrelser: 1, 10 og 25 hætteglas.
Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.
6.6 Regler for destruktion og anden håndtering

Hvert hætteglas Aldurazyme er kun beregnet til engangsbrug. Koncentratet til opløsning til infusion
skal fortyndes med natriumklorid 9 mg/ml (0,9%) opløsning til infusion med aseptisk teknik. Det
anbefales, at den fortyndede Aldurazyme opløsning indgives til patienten med et infusionssæt, der er
udstyret med et 0,2 µm in-line filter.
Klargøring af Aldurazyme infusionen (brug aseptisk teknik)
x
Beregn det antal hætteglas, der skal fortyndes, på basis af den enkelte patients vægt. Tag det
nødvendige antal hætteglas ud af køleskabet ca. 20 minutter før, så de kan komme opnå
stuetemperatur.
Før fortynding inspiceres hvert hætteglas visuelt for fremmedlegemer og misfarvning. Den klare til let opaligerede og farveløse til lysegule opløsning skal være fri for synlige partikler. Brug ikke hætteglas, der udviser partikler eller misfarvning. Beregn den samlede infusionsmængde på basis af den enkelte patients vægt, enten 100 ml (hvis kropsvægten er under eller lig med 20 kg) eller 250 ml (hvis kropsvægten er over 20 kg) natriumklorid 9 mg/ml (0,9%) opløsning til infusion. Udtag og kasser en mængde natriumklorid 9 mg/ml (0,9%) opløsning til infusion fra infusionsposen svarende til den samlede mængde Aldurazyme, der skal tilsættes. Udtag den ønskede mængde fra Aldurazyme hætteglassene og saml de udtagne mængder. Tilsæt de samlede mængder Aldurazyme til natriumklorid 9 mg/ml (0,9%) opløsningen til infusion. Bland opløsningen til infusion forsigtigt. Før brugen inspiceres opløsningen visuelt for partikler. Kun klare og farveløse opløsninger uden synlige partikler bør anvendes
Ikke anvendte lægemidler samt affald heraf bør destrueres i henhold til lokale retningslinier.

7.
INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Genzyme Europe B.V., Gooimeer 10, NL-1411 DD Naarden, Holland
8.
MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (NUMRE)
DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE/FORNYELSE AF
TILLADELSEN

10/06/2003
10. DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

Yderligere information om dette lægemiddel er tilgængelig på Det europæiske Lægemiddelagenturs
(EMEAs) hjemmeside http://www.emea.europa.eu/

Source: http://www.genzyme.nu/publicdocs/Aldurazymeproduktresume.pdf